Jeg lever og ånder for mine ideer og min kreativitet og derfor sker det også (når det går godt) at jeg får lyst til at dele det med omverdenen, eller endda hele verden. Derfor har jeg besluttet at dedikere en lille kategori til mine små finurligheder.

I første omgang vil jeg hive et tegning frem, den er nu ikke så ny, men det er det projekt som fylder mest lige nu. Sebastians fødselsdag er lige om hjørnet, og jeg elsker at gøre lidt mere ud af hans børnefødselsdagsfester, lave et tema og køre det så langt ud som det er mig muligt. I år er det helt store hit i klassen Disneys Club Penguin, et online spil for skolebørn. Sebastian har kastet sin kærlighed over de såkaldte Puffler, kæledyr som pingvinerne har.

Tiden er jo desværre ikke helt hvad den har været de foregående år for med arbejde og, indrømmet så er helbredet altså også lidt imod mig, må jeg tage af de sene aftentimer for at få bare lidt af det fra hånden som jeg håber at kunne glæde børnene med. Men her kommer han i hvert fald, min første tegning i mange år, lavet i fri fortolkning af hvad en Puffle kunne være hvis man blandede den med en drage.

Vi var dybt chokerede da vi igår måtte bære en dreng der kraftigt strittede imod ud på badeværelset hvor han hylende skreg “Biler, biler, biler”. Det var en kamp at vaske ham, en kampe at tørre ham og han var end ikke færdig med at få nattøj på da han igen sad stille, roligt og brummende ved spisebordet og legede med biler med sin storebror – For hvad storebror gør er altid rigtigt! Eller i hvert fald enten virkelig irriterende eller helt vildt fedt!

Biler er totalt IN, egentlig lidt sjovt. Sebastian er først lige for et halvt år siden begyndt at gå op i biler. Alt skal være små MatchBox metal biler og helst med kente mærker. Jeg troede fejlagtigt nok at alle drenge var vilde med biler fra fødslen og jeg har ventet pinefulde lange år på at Sebastian skulle begynde at vise interesse for de små MatchBox biler jeg har fra jeg var lille (for jeg var nemlig bidt af en gal bil fra fødslen). Nu kan jeg så glæde mig over at have ikke mindre end to drenge der nærmest sloges om mors gamle, bulede biler.

Da sengetiden med hastige skridt nærmede sig pakkede jeg bilerne ned og Sakarias blev gjort klar til sengetid, og da han blev puttet trygt og godt inde i sengen var det med tryglende hvin han fik råbt “Baa-Buuu Baa-Buuu” efter os utallige gange. Til sidst måtte mor her, trods at vi har en uskrevet regel om at legetøj ikke høre til i sengen, luske ind og give drengen hans ambulance – Og så gik der heller ikke mange minutter før han lå sødt sovende med den i armen.

Alting skal ske nu og helst igår. Det gør sig stort set gældende på alle punkter i mit liv, måske lige med undtagelse af mine børns vokseværk. Nu sidder jeg så her med den her hjemmeside, et projekt som jeg ikke kunne få startet hurtigt nok, for igang skulle jeg pine død, men hver evig eneste gang jeg syntes at jeg har lidt tid til at lave nye tiltag er min manglende tekniske vidden mig i vejen!

Mon der virkelig er noget med talemåden “kvinder og teknik”? Eller kunne det tænktes at det er fordi jeg har en lille smule mandlig mentalitet i mig og for så vidt muligt altid undgår at læse håndbogen, read me-filen eller spørger om hjælp?

Et besøg på min egen hjemmeside naddi.dk gav mig skrive lysten tilbage. Jeg havde glemt hvor meget jeg elsker at koble hjernen fra og lade fingrene danse hen over tastaturen og bagefter læse hvad jeg lige netop havde på hjertet i dag. Det er utrolig sjældent at resultatet bliver det jeg troede jeg havde at sige, men det er altid lige det som jeg ikke kunne sætte ord på hvis nogen spurgte mig hvad jeg tænkte. Teksten for mig er magisk, noget der bare kommer til mig, bryder og samler sig helt af sig selv – Til en følelse, en sindstilstand, en observation jeg har gjort mig, eller bare et minde som har glædet sig til at bryde frem. Helt igennem fantastisk.

Udvikling i teknikken har i lange tider gjort det umuligt for mig at skrive og opdatere min hjemmeside. Den blev oprindeligt lavet i Frontpage af en kammerat, og jeg var ikke længe om at fange fidusen med frontpage. Jeg forelskede mig totalt i blandingen af det visuelle med muligheden for at bruge et utal af html-koder så der frem kom lige det jeg forestillede mig. Og som et gammel ægtepar der nægter at skifte til mobiltelefon fordi udviklingen byder dem det har jeg længe nægtet at se andre muligheder end frontpage for mig. Desværre har Micrsoft svigtet mig og tvunget mig ud i et generationsskift – Frontpage er nedlagt og eksisterer ikke mere.

Hele følelsesregistret måtte jeg igennem, fornægtelse, vrede, forhandling, sorg og nu til slut accepten af at der skal nyt til for at tilfredsstille mit behov for at skrive. Og så er det egentlig også gået stærkt derfra, det kan godt ske at det tog det meste af to år at komme til punktet accept, men da jeg så endelig kunne se realiteterne i øjnene skulle der også ske noget her og nu. Mig i gang med at google, for tro det eller ej, Google ér virkelig min ven. WordPress er sagen, men også pokkers teknisk af en pige der end ikke altid kan finde ud af at installere Magnus og Myggen til sønnen!

- Og så var der ellers gang i det meste af følelsesgistret igen, glæde og beruselse over at have fundet en løsning og turde gå i gang, frustration da jeg mødte det første bump på vejen, enorm tilfredsstillelse da jeg overkom det og raskt fortsatte i troen om at jeg var en farlig karl, irritation da jeg stødte ind i uventet ventetid på grund af noget som ikke var i mine egne hænder at få styr på og voldsom fortvivlelse blandet med lysten til at opgive da jeg efter timers stirren på diverse guides endnu ikke havde nærmet mig målet – For til slut at springe dansende rundt i stuen da jeg, godt nok med lidt hjælp, endelig nåede første delmål. At få noget op på domænet her!!

At lære noget nyt kan være en hård omgang og en ting er helt sikkert, jeg går i seng som en bombet pige – Så mange følelser på en dag, og så på grund af noget så ligegyldigt som lysten til at skrive! Altså!